Almindelig frø

Amphibia → Anura → Ranidae → Rana → Rana temporaria

Rana rusa, Rana de muntagna

Almindelig frø ( Rana temporaria ) er en af de mest karakteristiske paddearter i højlandsområderne i det vestlige Ligurien.

Den kendes på sin robuste kropsbygning og farve, der spænder fra rødbrun til mørkebrun, undertiden med kobberagtige nuancer; på ryggen ses uregelmæssige mørkere pletter, mens bugen er lysere og mere ensartet.

Et kendetegn er den mørke maske, der går hen over øjet og giver frøen et markant udseende.

Størrelsen varierer fra 6 til 7,5 cm hos hanner og kan overstige 8 cm hos de største hunner, som i gennemsnit måler 7–9 cm.

Kønsforskellen bliver tydelig under yngletiden: hanner udvikler mørke parringsknuder på tommelfingrene og har kraftigere forlemmer samt en lysere strube; hunnerne er generelt mere robuste.

Ved klækning er haletudserne omkring 6–7 mm lange, sorte og forvandles til små unge frøer over flere måneder.

I det vestlige Ligurien og langs Alpeaksen i de Liguriske Alper er Almindelig frø udbredt kontinuerligt i bjerg- og forbjergområder, hovedsageligt mellem 800 og over 2.000 meters højde.

De største bestande findes i de vigtigste bjergdale – herunder Valle Arroscia, Alta Valle del Tanaro og Valle Roja – i velbevarede miljøer.

Som en relikt- og specialiseret art er dens tilstedeværelse et bevis på den høje miljøkvalitet i alpine og subalpine økosystemer i provinsen Savona.

Den foretrækker kølige, fugtige miljøer med relativ klimastabilitet: alpine og subalpine enge, bjergskove med løvtræer eller nåletræer, tørvemoser og vådområder i højderne.

Frøen benytter også små bække og bjergstrømme samt midlertidige pytter fra smeltende sne, som ofte er afgørende for formeringen.

Arten udviser en bemærkelsesværdig evne til at udnytte forskellige mikrohabitater, så længe der er rent vand til rådighed i ynglesæsonen.

Almindelig frø er primært aktiv om dagen og i skumringen, men kan under gunstige forhold også være aktiv om natten.

Den følger en årlig cyklus tæt knyttet til alpint klima: vinterdvalen kan vare fra oktober til april, især i højderne, hvor individerne søger skjul dybt mellem nedsænket vegetation eller i mudderet i isdækkede vandområder.

Arten kendetegnes ved at være en af de første, der bliver aktive om foråret, med ynglesæsonen ofte lige efter tøbruddet (marts–maj).

Hunnen lægger 1.000–4.000 æg i store geléagtige klumper, der flyder i de roligere og mere solrige dele af vandet; forvandlingen til unge frøer er som regel afsluttet mellem juni og september, med længere udviklingstid i højderne.

Voksne frøer har en varieret kost, der hovedsageligt består af landlevende insekter, edderkopper, snegle, regnorme og andre små hvirvelløse dyr, som jages både på bredden og nær vandet.

Haletudserne er hovedsageligt planteædende og mikrofage, idet de lever af alger, plantedele og små akvatiske hvirvelløse dyr.

Kostens sammensætning afspejler sæsonmæssige variationer og fødeudbud på forskellige højder.

De største trusler mod Almindelig frø i det vestlige Ligurien er klimaforandringer – som markant ændrer snefaldsmønstre og vandtilgængelighed – samt ændringer i højlandsområders vandforhold, ofte som følge af vandindvinding eller turistaktiviteter.

Indførelse af rovfisk i alpine søer, udbredelse af nye svampesygdomme, forstyrrelse af ynglehabitater og isolation af bestande er yderligere risikofaktorer.

Menneskelig forstyrrelse, især forbundet med turisme i bjergområder, kan også have negative konsekvenser, især for de mest sårbare ynglesteder.

Fremtidig beskyttelse af arten afhænger af bevarelsen af højlands-vådområder og opretholdelse af økologisk sammenhæng mellem bestande.

Der bør lægges særlig vægt på bæredygtig forvaltning af alpine søer og regulering af fritidsaktiviteter i årets mest følsomme perioder.

Almindelig frø udmærker sig ved at være en af de paddearter, der når de højeste højder i Alperne, og ved sin ekstraordinære evne til at overleve lange perioder med intens kulde takket være særlige fysiologiske tilpasninger.

Den kan yngle i næsten iskolde vandmasser straks efter snesmeltning og viser stor troskab mod sine faste ynglesteder.

I det vestlige Ligurien overvåges den nøje for at vurdere virkningerne af global opvarmning på bestande i højderne og fungerer dermed som en vigtig indikator for bjergenes økosystemers sundhed.