Pelophylax lessonae
Amphibia → Anura → Ranidae → Pelophylax → Pelophylax lessonae
Rana vërde picina
Lessona-frøen ( Pelophylax lessonae ) er en af de mest elegante arter inden for gruppen af grønne frøer, let genkendelig på sin mellem-lille størrelse og sin livlige rygfarve, der spænder fra klar grøn til grønbrun og næsten altid er prydet med små mørke pletter.
Hannerne har karakteristiske ydre resonanssække, som er hvide og tydeligt synlige i yngletiden.
Hunnen bliver en smule større (op til 7 cm), mens hanner sjældent overstiger 6,5 cm.
Kønsforskellen viser sig også ved de mørkegrå parringsknuder på hannernes tommelfingre og ved de kraftigere forlemmer, som er typiske tegn på parring.
Ved klækning måler haletudserne omkring 6–7 mm, har en brunlig farve med svage gyldne pletter og gennemgår en udvikling, der under gunstige forhold afsluttes på cirka tre måneder.
I det vestlige Ligurien findes Lessona-frøen spredt og fragmenteret, hvor den især søger tilflugt i de tilbageværende vådområder i lavlandet og forlandet, fra havniveau op til omkring 500 meters højde.
Arten mangler i de indre bjergområder og optræder ofte som isolerede bestande, der er meget følsomme over for miljøforandringer.
I det vestlige Ligurien er artens tilstedeværelse en vigtig indikator for vandmiljøernes og kystdalens miljøkvalitet, hvor den overlever trods det fortsatte tab af egnede levesteder.
Den foretrækker akvatiske miljøer rige på nedsænket og kantvegetation: permanente damme, langsomt strømmende kanaler, pytter, små søer og ferskvandsvådområder ved kysten er dens foretrukne områder.
Den ses ofte i de nu sjældne sumpområder, hvor tætte tagrør og tæt plantevækst fremmer formering og haletudsernes overlevelse.
Dens habitatvalg viser artens store følsomhed over for ændringer i vandforhold og vandkvalitet.
Lessona-frøen er aktiv både dag og nat, med aktivitetstop i skumringstimerne, hvor voksne hanner udsender karakteristiske kald, der kan høres på betydelig afstand.
Vinterdvalen varer typisk fra november til februar–marts, afhængigt af højde og lokalt klima: i denne periode søger dyrene skjul i mudderet eller blandt vegetationen nær vand.
Yngletiden finder sted mellem april og juni; efter parring lægger hunnerne fra 800 til 2.000 æg i geléagtige klumper, der hæfter sig til nedsænket vegetation og sikrer iltning og beskyttelse af embryonerne.
Lessona-frøen er en opportunistisk art, der hovedsageligt lever af akvatiske og terrestriske insekter, og supplerer kosten med små krebsdyr, bløddyr og mere sjældent små hvirveldyr.
Haletudserne er planteædende og mikroædende, og foretrækker alger, plantedele og små hvirvelløse dyr, som findes blandt nedsænket vegetation.
Takket være denne fødealsidighed formår arten at overleve selv i perioder med fødemangel og tilpasse sig forskellige mikrohabitater.
De største trusler mod Lessona-frøen i Ligurien er den fortsatte ødelæggelse, fragmentering og forringelse af vandmiljøer, kemisk forurening af vandet (pesticider og landbrugsafstrømning), indførsel af rovfisk og konkurrence med andre grønne frøarter.
Ændringer i vandforhold og udbredelsen af nye sygdomme (svampesygdomme) bidrager også til alvorligt at true overlevelsen af de tilbageværende bestande.
Lessona-frøen er særlig interessant for sin deltagelse i et komplekst naturligt hybridiseringssystem med andre grønne frøer (f.eks. Pelophylax kl. esculentus ), et fænomen der gør dens evolutionære historie og populationsdynamik unik.
Hannernes kald, klart og karakteristisk, fungerer som et effektivt artsgenkendelsessignal.
Den udviser udpræget troskab til traditionelle ynglesteder og en stærk afhængighed af akvatiske miljøer sammenlignet med beslægtede arter.
I det vestlige Ligurien overvåges den løbende for at vurdere bestandens integritet og økologiske relationer til andre grønne frøarter.
Bevarelsen afhænger nøje af beskyttelse og genopretning af de resterende vådområder samt opretholdelse af rent vand; aktive forvaltningsforanstaltninger er nu afgørende, da arten er gået markant tilbage de seneste årtier på grund af dybtgående miljøforandringer.
